Harmonisk sans: Akkorder
Harmonisk gehør
Det harmoniske gehør handler om at kunne sanse og orientere sig i akkorderne.
Det starter med, at man lærer at høre forskel på akkordtyper.
Her kan man lære de teoretiske regler for akkordopbygning og fx synge tertsopbyggede 4-klange.
Også et mere abstrakt gehør er gavnligt, så man opfatter fx en maj7-akkord som et subjektivt udtryk: Mange syntes at -maj7 akkorden har noget lækkert, sødt og uskyldigt over sig. Men du skal finde dine egne referencer og associationer.
Der er ikke så meget musik der som harmonisk fundament kun har én akkord. Derfor er det vigtigt at kunne høre akkordforløb. En -maj7 akkord kan lyde helt anderledes end førnævnt i forskellige sammenhænge: Cmaj7-Fmaj7 har netop denne, lidt søde karakteristik, hvorimod Cmaj7-Ebmaj7 har en anden lyd over sig.
Da næsten al musik består af akkordkombinationer der er hørt før, er det en god ide, at lære at genkende dem: Først og fremmest er der den tonale kadence: 1.4. og 5. trins akkorderne i en toneart fx C,F og G7 i tonearten C-dur.
Denne vending er så udbredt i al vestlig musik, at det er en god ide, at lære at høre den instinktivt og uden at skulle aktivere værkstedsprocesserne – at finde bastoner, synge akkordopbygninger mm.
Gehørsimprovisation er en fantastisk disciplin til at lære at høre akkordene i musikken, man spiller over og til at opbygge éns harmoniske gehør.
Spil over forskellige én-akkords musikstykker for at lære at finde grund- og trintoner der passer til akkorden og for at lære klangen at kende.
Spil bagefter over musikstykker med flere akkorder.
Lyt gerne til musik uden at spille og læg mærke til hvordan du begynder at kunne genkende harmoniske vendinger uden at skulle læse dem fra noder eller becifringer.
I øvelsen spiller jeg først over én akkord, som jeg forsøger at dechifrere ved at spille solo henover akkompagnementet. Så kommer der to akkorder som jeg gør det samme med.
Herfra kan man spille over længere forløb eller andre kombinationer.
Væn dig til at høre disse harmoniske forløb. Og ligesom en god håndværker ser detaljer i et godt udført stykke arbejde, hører og analyserer du hele tiden harmonierne i den musik du lytter på i radioen og i dén musik du spiller.
På www.nordalbrothers.dk har vi et stort afsnit med akkorder: Det starter med øvelser med én akkord ad gangen. Så kommer øvelser med den tonale kadance og akkordvendinger med andre akkorder. Sidst kan du træne at spille over- og høre modulationer.